Hvad er normalt?

Mængden af udflåd varierer både over tid og fra den ene person til den anden. Det er normalt, at udflåd ændres i løbet af en cyklus og efter samleje. Almindeligt udflåd lugter ikke og er cremet, klart eller hvidt.

Bakteriel Vaginose (BV)

Har du svie og er dit udflåd gråligt, grønligt eller skummende med dårlig lugt, er der tit tale om det, man kalder bakteriel vaginose (skedekatar). Bakteriel vaginose er en forskydning af den normale bakterieflora, hvor de gavnlige mælkesyrebakterier fortrænges af de såkaldte anaerobe bakterier, der giver forhøjet pH-værdi, udflåd og lugtgener. Mange kvinder tror fejlagtigt, at det drejer sig om svamp og har igen og igen behandlet med svampemidler uden den store effekt. Det er derfor vigtigt at gå til lægen, når du har symptomer. Årsager til bakteriel vaginose kan være mange, men skyldes ofte kontamination af bakterier fra endetarmen. Selvom symptomerne er mest tydelige efter sex og ofte opstår i forbindelse med partnerskift, er der ikke tale om en seksuelt overført infektion, og generne er ikke smitsomme.

Hvad kan jeg selv gøre?

  1. Husk at tørre forfra-bagtil når du er på toilettet.
  2. Undgå intim barbering.
  3. Brug bomuldstrusser, da huden ånder bedre.
  4. Undgå G-streng.
  5. Undgå unødigt brug af bind og trusseindlæg.
  6. Lad vandet og skyl dig efter sex.
  7. Undgå unødigt brug af intimsæbe

Behandling

Lokal behandling med Dalacingel i 7 dage afhjælper som regel generne. Det anbefales at følge behandlingen op med mælkesyrebakterier for at genoprette den normale bakterieflora. Mælkesyrekapsler fås i håndkøb og findes i forskellige udgaver. Spørg på apoteket.

Læs mere på:

https://www.netdoktor.dk/SYGDOMME/FAKTA/BAKTERIELVAGINOSE.HTM