Beslutningen om abort kan være svær. Du skal vide, at der er flere forskellige muligheder for støttesamtaler. Du kan booke den hos din egen læge, i foreningen Sex og Samfunds Præventions- og Rådgivningsklinik i København eller hos Mødrehjælpen over telefon eller chat.

Selve indgrebet kan foretages medicinsk frem til 8 fulde uger. Medicinsk abort kræver som det eneste indgreb ikke en henvisning fra egen læge. Du kan blot ringe og booke en tid. I vores klinik tilbyder vi, at du kan kontakte os direkte alle ugens dage på sms (9191 8484).

Hvad er en medicinsk abort?

En medicinsk abort er en abort, der fremprovokeres ved hjælp af piller. Det er nødvendigt at tage 2 slags piller med et døgns mellemrum. Aborten foregår  derhjemme. For at kontrollere, at hele graviditeten er blødt ud, foretages en ultralydskontrol efter 14 dage.

Praktisk forløb

Dag 1

Der foretages en gynækologisk undersøgelse og ultralydscanning for at vurdere, hvor langt du er i graviditeten. Desuden udfyldes en anmodning om abort, hvis denne ikke allerede foreligger fra egen læge. I mange tilfælde foretages desuden en podning for chlamydia, hvis denne ikke allerede er foretaget hos egen læge. Hvis graviditeten er under cirka 8 uger, kan den medicinske abort påbegyndes. Du får 1 tablet ved navn Mifegyne, der er et antihormon, som stopper graviditetens udvikling. Når tabletten er taget, er aborten således i gang, selvom du sjældent begynder at bløde før dagen efter, hvor du lægger stikpillerne op. Som regel vil du ikke opleve ubehag af Mifegyne. Nogle får kvalme og lette smerter. Hvis du kaster op indenfor 1 time, skal du kontakte os. Du vil sædvanligvis kunne passe dine normale aktiviteter denne dag.

Dag 2

Dagen efter du har indtaget Mifegyne skal du anbringe 4 stikpiller ved navn Cytotec i skeden. Når stikpillerne er lagt op, skal du hvile dig i cirka en halv time. Stikpillerne blødgør livmoderhalsen og får livmoderen til at trække sig sammen, hvorfor der efter kort tid vil opstå blødning og menstruationslignende smerter. For at mindske smerterne anbefales, at du tager 2 tabletter Panodil 500 mg og 2-3 tabletter Ipren 200 mg samtidig med oplægningen af stikpillerne. Cirka 80% aborterer indenfor 4-6 timer efter Cytotec, men der kan gå længere tid.

Blødningen vil oftest være kraftigere end ved normal menstruation og kan være med klumper. Det er vigtigt, at du har en voksen hos dig det første døgn. Hvis du ikke er begyndt at bløde 2-3 døgn efter du har oplagt Cytotec, skal du kontakte os med henblik på en vurdering.

Dag 3-13

Du kan forvente at bløde i 2-3 uger med aftagende styrke. Du kan have menstruationssmerter de første dage efter aborten. Disse kan lindres med håndkøbsmedicin. På en af de første dage efter aborten vil vi ringe til dig og høre, hvordan du har det, og du kan få svar på eventuelle spørgsmål. Så længe du bløder, bør du undgå havbad, karbad og svømmehal samt brug af tamponer. Du bør også undgå samleje eller bruge kondom. Behovet for sygemelding er individuelt, men du skal regne med at tage det med ro i et par dage.

Dag 14

Møder du på klinikken til kontrol. Der foretages en ultralydsscanning for at sikre, at livmoderen har tømt sig og aborten er komplet. Det er vigtigt at møde op, da graviditeten i enkelte tilfælde (omkring 5%) fortsat er til stede. I disse tilfælde vil man i de fleste tilfælde forsøge med flere stikpiller. Hvis heller ikke dette har effekt, henvises du til hospitalet med henblik på en udskrabning i en kortvarig fuld bedøvelse.

Komplikationer

De hyppigste komplikationer er kraftig blødning og feber. Såfremt du oplever dette, er du velkommen til at ringe direkte til klinikkens akutnummer. Er det udenfor klinikkens konsultationstid, skal du ringe til Lægevagten.

Prævention

Din næste menstruation kan du forvente 4-6 uger efter aborten. Du kan blive gravid i dette tidsrum, så du skal beskytte dig. P-piller kan startes på abortdagen. En spiral kan opsættes i forbindelse med den følgende menstruation.